# Kommunikation af samfundsansvar kalder på tydelighed

- Link: https://tejlmandkommunikation.dk/kommunikation-af-samfundsansvar-kalder-paa-tydelighed
- Udgivet: 2026-06-18T08:22:21+00:00
- Forfatter: Elisabeth Tejlmand

⌊Forside af bogen Kommunikation af samfundsansvar⌉⌊Forside af bogen Kommunikation
af samfundsansvar⌉Jeg har læst bogen Kommunikation af samfundsansvar, en grundbog
fra 2 forskere på Danmarks Journalisthøjskole DJMX. Det er en teoribog, som bruges
i undervisningen, når studerende skal lære om greb og metoder, som de kan tage med
sig videre i arbejdslivet som medarbejdere i kommunikationsafdelinger.

_(Der er ingen samarbejdsaftale mellem mig og Forlaget Samfundslitteratur. Jeg læser
bare med for at holde mig ajour. Hvis du vil forstå mere om bogens indhold og forfattere,
[så tjek den ud her.](https://samfundslitteratur.dk/bog/kommunikation-af-samfundsansvar))_

Men bogen ledte mine tanker hen på noget, som jeg synes mangler i mange kommuners
kommunikation i almindelighed som jeg støder på den. Læs med og lad mig vide om 
du genkender noget.

## **Kommuner har ikke nødvendigvis et dialogproblem. Men de har ofte et fit-problem.**

Der findes næppe et kommunalt projekt i Danmark, som ikke ledsages af dialog. Der
afholdes borgermøder, sendes høringer ud, inviteres til workshops og etableres digitale
dialogplatforme. Borgerne bliver spurgt om deres holdninger, erfaringer og ønsker.

Alligevel oplever mange borgere, at de ikke bliver hørt.

Det paradoks burde få flere kommuner til at stoppe op. For problemet er måske ikke
mangel på dialog, men at kommuner ikke altid er tydelige om, hvilken type kommunikation
de inviterer borgerne ind i.

## **Når dialog bliver et ritual**

De fleste samfundsinteresserede borgere kender situationen.

De modtager en invitation til et borgermøde om et nyt boligområde, en trafikløsning,
en klimaplan eller en ændring af byrummet. Invitationen lover dialog. Men når mødet
afholdes, bruges hovedparten af tiden på præsentationer, gennemgang af planer og
forklaringer af beslutninger, som allerede er truffet eller ligger tæt på at være
det.

Borgerne forventer indflydelse. Kommunen har behov for information. Resultatet bliver
frustration.

Ikke nødvendigvis fordi projektet er dårligt, men fordi forventningerne til processen
ikke matcher dens reelle formål.

## **En overset indsigt fra forskningen**

I bogen _Kommunikation af samfundsansvar_ genbesøger forskerne den klassiske typologi
for kommunikation af samfundsansvar udviklet af Morsing og Schultz (2006).

Typologien beskriver tre grundlæggende kommunikationsstrategier:

 * Informationsstrategien
 * Responsstrategien
 * Involveringsstrategien

Mange har gennem årene læst modellen som en udviklingsstige, hvor organisationer
gradvist bør bevæge sig mod mere dialog og involvering. Gennem årene er det blevet
til en holding i kommunikationsbranchen om, at masser af dialog og involvering er
udtryk for den højeste modenhed.

Men bogens forfattere argumenterer for noget mere interessant. De peger på, at forskellige
strategier passer til forskellige situationer.

Det afgørende er ikke at vælge den mest moderne strategi, men derimod den strategi,
der passer til opgaven.

Kort sagt: at skabe fit mellem situation og kommunikation.

Det er en indsigt, som kommuner kunne have stor glæde af, synes jeg. Min oplevelse
er, at nogle kommuners k-strategier simpelthen er for smalle.

## **Ikke alle opgaver kræver den samme kommunikation**

Der findes situationer, hvor informationsstrategien er den bedste løsning. Hvis 
kommunen skal orientere om ændrede åbningstider, nye affaldsordninger eller praktiske
forhold omkring et vejarbejde, er der sjældent behov for omfattende involvering.

Borgerne har primært brug for klar information.

Der findes også situationer, hvor responsstrategien er relevant. Her er målet at
forstå borgernes reaktioner, bekymringer og erfaringer, så kommunen kan kvalificere
sine beslutninger.

Og så findes der situationer, hvor reel involvering giver mening.

Når lokale erfaringer, interesser og prioriteringer er afgørende for kvaliteten 
af løsningen, bør borgerne have mulighed for at påvirke processen.

Nogle kommuner er dygtige til at skifte strategi, men ofte er det utydeligt, hvilken
strategi der faktisk er i spil.

## **At blive hørt er også et legitimt mål**

Det betyder ikke, at alle borgermøder skal føre til medbestemmelse. I et demokrati
kan der være gode grunde til at invitere borgere til et møde, selv når de ikke har
direkte indflydelse på beslutningen. Borgere kan have krav på information, behov
for at stille spørgsmål og ret til at udtrykke bekymringer, frustrationer eller 
lokale erfaringer.

De kan ganske enkelt have krav på at blive hørt. Det er et legitimt formål i sig
selv.

Problemet opstår først, når kommunikationsformen skaber forventninger om indflydelse,
som processen ikke kan indfri.

## **⌊Strategikompas⌉⌊Strategikompas⌉Den fjerde strategi: læring**

I bogen introducerer forfatterne samtidig en fjerde strategi: stakeholder-læringsstrategien.

Baggrunden er, at mange samfundsudfordringer er blevet så komplekse, at interessenterne
ikke nødvendigvis har de faglige forudsætninger for at deltage kvalificeret i dialogen.
Kommunikationsopgaven bliver derfor at skabe forståelse og læring.

Det er en interessant observation, syns jeg, som fortjener langt større bevågenhed.

Kommuner står i dag med spørgsmål om klima, energisystemer, biodiversitet, klimatilpasning
og teknisk regulering, som kan være vanskelige at gennemskue for almindelige borgere.
I sådanne situationer kan kommunikation have et legitimt læringsformål.

Men strategien rejser også et vigtigt spørgsmål.

## **Hvornår mangler borgerne viden – og hvornår er de bare uenige?**

Læringsstrategien bygger på en antagelse om, at borgere nogle gange mangler viden.
Det er selvfølgelig ofte korrekt, men ikke altid. Hvis kommuner ikke skelner mellem
vidensmangel og værdikonflikter, kan strategien hurtigt blive problematisk.

Forestil dig en diskussion om flere offentlige elladestandere.

Kommunen kan konkludere, at modstanden skyldes manglende forståelse for den grønne
omstilling. Men borgerne kan sagtens forstå argumenterne. De kan blot prioritere
anderledes.

Måske ønsker de flere parkeringspladser, vægter byrum til leg og ophold højere eller
mener, at pengene bør bruges på andre formål. I sådanne situationer er problemet
ikke mangel på viden, men uenighed. Og uenighed kan ikke løses med undervisning.

Tværtimod risikerer kommunen at skabe en oplevelse af, at borgernes synspunkter 
reduceres til et spørgsmål om manglende indsigt.

Problemet opstår ikke, når organisationer forklarer, men når de forveksler uenighed
med uvidenhed.

## **Den egentlige læring: Drop de smalle strategier**

Det mest interessante ved bogens bidrag er måske ikke den nye læringsstrategi. Det
er erkendelsen af, at kommunikation ikke bør standardiseres. Forskellige situationer
kræver forskellige kommunikationsformer.

 * Nogle gange skal kommunen informere.
 * Nogle gange skal den lytte.
 * Nogle gange skal den skabe forståelse.
 * Nogle gange skal den invitere til reel medindflydelse.

Ingen af disse strategier er i sig selv bedre end de andre, for de tjener forskellige
formål. Den centrale opgave er derfor ikke nødvendigvis at skabe mere dialog, involvering
eller læring. Den er at være bevidst om kommunikationens formål og tydelig om borgernes
rolle i processen.

Mange af de frustrationer, der opstår omkring kommunale projekter, handler måske
ikke om manglende dialog. De handler om uklare forventninger. Borgerne bliver inviteret
til én type proces og møder en anden.

Derfor er den vigtigste kommunikationsopgave måske ikke at vælge den rigtige strategi,
men at være ærlig om, hvilken strategi man har valgt.
