Jeg arbejder fra hjemmekontor med hunden sovende ved min side og vasketøjet få rum væk. For at nå mine deadlines har jeg skabt et enkelt system, som giver mig en god hverdag med balance mellem arbejdsliv, familietid og fritidsaktiviteter. Alligevel må jeg ofte lytte til kommentarer som: “nåh, så hygger du dig nok, hva?” eller spørgsmål som: “Hvor mange overspringshandlinger laver du så?” – men bare lige for at slå fast, så arbejder jeg ekstremt effektivt mange timer hver dag, og hygger mig om aftenen med familien.
Det kan virke uforståeligt og uambitiøst, men er faktisk både simpelt og meget ambitiøst. Det har jeg skrevet om i denne klumme, som blev bragt i Melfar Posten fornylig.
Ambitiøs og målrettet hjemmefra
Photo by Esther Driehaus on Unsplash
Min far blev handelsuddannet, og ernærede sig i et langt arbejdsliv med indkøb af tømmer til trælaster i Jylland. Meget tømmer. Store lastbiler med tungt! læs. Han elskede sine jobs, når han var i tæt kontakt med håndværksmestrene. Og han rystede lettere overbærende på hovedet, da hans sidste arbejdsgiver Bygma indførte måltal for indkøb. Hvordan kunne en kjøwenhavner vide noget som helst om, hvilke projekter tømmermester Svendsen og malermester Hansen havde i støbeskeen?
Min far var også selvstændig trælasthandler i en periode i 80’erne. Det gik godt i nogle år, og så blev det krisetider med renter på op mod 20% i bankerne. Der skulle altså lægges 200 kr. i banken, hver gang man havde tjent 1000 kr. – Og så er der jo skat og afgifter. Byggeriet gik helt i stå, og min far satte trælasten til salg inden den uundgåelige konkurs.
I familien var min far en helt. En der satte noget i gang, og ansatte folk. Han var en rigtig selvstændig. Og i øvrigt årsagen til, at jeg har kunnet regne min egen skat ud. Han elskede tal.
Selvstændig uden gæld
Da han højt oppe i alderen første gang hørte om mine planer for at blive selvstændig, satte han igen den overbærende mine på. Lyttede interesseret. Spurgte lidt ind. Og blandede sig så i store træk uden om. Jeg tror, han tænkte, at det ville aldrig gå godt. Det ville ende med gæld og ubehagelige bankmøder, og hvem skulle tage sig af hans børnebørn imens? Sådan lidt sat på spidsen.
I dag mange år senere ville jeg ønske, at jeg havde vidst, hvad jeg ved nu. Så ville jeg have forklaret ham, at jeg ville være en anden type selvstændig end ham. Han kopierede nabotræslastens forretningsmodel. Stillede sig om bag disken og knoklede på fra tidlig morgen til sen aften. Bum – til konjunkturerne var ham imod.
Som projekt- og konsulentmenneske har jeg ingen ansatte, og arbejder fra projekt til projekt samt nogle få, faste steder på timeafregning. Jeg driver mine egne projekter, og har på den konto afprøvet og medvirket i mange forretningsmodeller. Set koncepter komme og gå. Lavet et utal af beregninger og set hvordan maskinrummet i mange forretninger fungerer. Min arbejdstid er vel 30 timer om ugen. Det giver ingen stor indtægt, men jeg er selvforsørgende.
Selvforsørgende og glad
Det er et liv min far i sit stille sind ville kalde uambitiøst. Ja, han ville faktisk nok være temlig utryg ved at få sådan en vildkat ind på nært hold. Hvordan holder hun styr på alle de ting? Glemmer hun ikke et vigtigt møde? Og hvor er den enorme bankgæld? Hvor er de mange ansatte? Man må vel forlange, at en selvstændig i det mindste kan tænke stort.
Men jeg – og de mange andre som jeg derude – tænker stort. Vi undersøger, analyserer, dokumenterer og eksperimenterer i en hidtil uset grad. Vi får mange ideer, og afkoder hurtigt nye vilkår og sammenhænge og møder mennesker hvor de er. Og jo, vi er ambitiøse. Vi tænker i vækst og udvikling. Ikke millionvækst og det ene tunge læs træ efter det andet, men vækst der skaber selvforsørgende, bæredygtige enheder. De er måske små, men de skaber liv i gaderne og på kontorene. De ernærer familier.
Hvis min far levede i dag, ville jeg fortælle ham det. Og jeg tror, han ville nikke anerkendende. Æret være hans minde.
Ræk ud og lad os netværke