Prøv at google Moodboards.

Det vil vælte frem med links til blogs om moodboards, tools til at lave dem og selvfølgelig moodboards. Men jeg synes ærligt talt, det meste er ret overfladisk og hurtigt uinteressant. Det meste ligner de pæne magasin-sider med produktpræsentationer i forårets nuance af … ja, vælg selv aktuel sæsonfarve. De er pæne og nogen gange inspirerende, men så er der vist heller ikke så meget mere at skrive hjem om der.

Det er synd, for moodboards er brugt rigtigt et fantastisk redskab for start up virksomheder, der endnu ikke har ressourcerne eller tiden til langstrakte, dyre processer hos et reklamebureau.

Venlig hilsen Elisabeth

Og når tiden kommer, hvor virksomhedens marketing-aktiviteter udvikler sig i nye retninger, der kræver hjælp fra et reklamebureau, så er jeg sikker på, at de kreative mennesker vil ELSKE, at der allerede eksisterer et mood board, som de kan tage udgangspunkt i.

Så please, glem de pæne produktsider i magasinerne og glem det flotte pitch materiale fra bureauerne de næste 10 minutter, og tænk helt forfra. Nu skal det nemlig handle om at gøre mood boards til et anvendeligt og praktisk redskab i hverdagen.  Her til højre kan du se et eksempel på et rigtigt mood board.

Så hvorfor er moodboards interessante for startups?

Et moodboard udtrykker sindsstemninger og tanker, der knapt nok lader sig forklare med ord. Det handler om følelser her og nu, og om værdier. På www.creativeblog.com fandt jeg denne forklaring:

“a collection of textures, images and text related to a design theme as a reference point”.

Det kan bruges, når en startup virksomhed skal begynde sin rejse frem mod at blive et brand. Man samler sin inspiration til farver, materialer, billeder og stemninger. På kort tid har man et fælles billede af, hvordan brandets stemning og visuelle identitet skal være. Giv hinanden lidt tid til at finde billeder og materialer, som afspejler det look i hver især stræber efter. Så bliver det nemmere at tage de strategiske valg sammen.

Jeg har selv erfaret som ejer af en start up virksomhed, hvor sindssygt svært det er at forklare andre mennesker, hvilket brand man ønsker at bygge. Det giver sig selv, at omgivelserne ret hurtigt får et lidt tungt udtryk i øjnene, når man væver rundt der i ordene.

Er man helt fremme i skoene, kan man typisk sige noget som sit “why”, og selvom det er en fremragende start, så er der stadig brug for noget konkret, håndgribeligt, der hurtigt gør designere, kommunikationsfolk og it-udviklere i stand til at se og ikke kun læse om dine tanker. Du kan jo ikke udføre alle opgaver selv, så du har brug for at forklare dig og holde retning i dit brands udvikling.

Hvad skal du huske på, når du går igang med dit moodboard?

Step 1 er at sætte en tidsramme for dig selv

Ellers sidder du der hele natten, og det er gift for en start up. Jeg bruger max 1 time. Hvis jeg ikke er færdig, – men det er jeg typisk, – så lægger jeg det fra mig, og vender tilbage til det næste dag. Og bruger igen max 1 time.

Pas i det hele taget på ordet ‘færdig’. Du skal ikke være færdig som i ‘nu kan intet mere tilføjes. Alt er for evigt udtrykt‘. Du skal være færdig, som i ‘nu har jeg ikke mere at give lige nu’.

Step 2 handler om at bruge det der er omkring dig

Det er nemt at forfalde til at google billederne. Men lad være. Dels er de fleste billeder andre menneskers ejendom, dels fjerner de dit fokus fra den virkelighed, som din virksomhed agerer i. Du bliver hurtigt langt mere autentisk og ægte, hvis du griber mobiltelefonen og finder dine motiver selv. Så kan det være, du skal google for at finde enkelte supplerende billeder.

Husk på at det ikke handler om at tage professionelle billeder. Det handler om at fange indtryk, tanker, følelser og stemninger. Brug gerne få velvalgte ord og farver.

Step 3 handler om at søge sammenhæng

Okay, den her er lidt svær. For hvordan søge sammenhæng i noget man først lige er ved at få kontakt med i sig selv? Jeg har erfaret, at hvis jeg går i stå her, så er det fordi, forretningsplanen ikke er konkret nok. Det er med andre ord for tidligt, at du er gået igang med at moodboarde.

Når du kender dit kundesegment, og du kan forklare, hvilken forskel du kan gøre for dem, så har du det perfekte grundlag for at støbe fundamentet til dit brand. Så kan du trykprøve hvert element på dit board op imod den forretningsopgave, der ligger foran dig. Der er jo ingen grund til at bygge et brand op omkring bæredygtighed, hvis du sælger engangsbestik af gammeldags plastic til festivalgæster.

Step 4 er at vælge plads

Der findes et væld af online værktøjer til at lave boards, og det kan være fint, hvis du kun er dig selv. Men min anbefaling er alligevel at finde et sted på kontoret, hvor dit board kan komme op at hænge. Der er flere årsager. For det første er det min erfaring, at online boards bliver glemt i hverdagen. Du og dine medarbejdere, leverandører eller samarbejdspartnere får simpelthen ikke lavet det nødvendige tjek af dagens opgaver op imod din grynende brandidentitet.

Det går måske godt første gang, men i længden gnaver det i din vision, og det ender i værste fald med at du bruger dine ressourcer forkert.

Den anden årsag er, at du som start up’er altid bør være lutter øren overfor feedback. Og det er selvsagt svært for dine omgivelser at spørge ind og være nysgerrig overfor noget, der ikke hænger synligt frit fremme.

En tredje årsag er at du garanteret – ligesom alle andre start up’er jeg kender – får fede ideer på stribe. Du møder interessante mennesker, der vil noget med dig og din forretning. Der opstår mulighed for at finjustere og ændre retning. Nogle ting vil godt kunne rummes i dit brand, andet kan ikke. Igen er det bare en kæmpe hjælp at have boardet frit fremme til lige at tage et realitytjek på den seneste forretningside.

Step 5 handler om regler

Dette trin har jeg selv tilføjet, fordi jeg har erfaret, at det giver mening i en start up sammenhæng. Almindelige mood boards definerer ikke nogen regler, fordi de bruges som en del af et pitchmateriale fra et bureau. Men i en travl hverdag er det en stor fordel at kunne kommunikere tydeligt til sine omgivelser, hvad der er til diskussion, og hvad der ikke er.

Men misforstå mig nu ikke. Jeg tænker naturligvis ikke på samtlige regler, du kan komme i tanke om. Jeg tænker på kerneværdier, som du ikke vil gå på kompromis med. Gør dem gerne så eksplicitte som muligt. Lad være med at skrive “God kundeservice” på en lav papir. Skriv istedet hvornår dine medarbejdere udviser god kundeservice. Så står der måske “Goddag og farvel” på dit board.

I disse tider hvor sociale medier og content marketing er vigtige elementer i enhver start up’ers kommunikationsplan, så mener jeg også, dit board skal definere farvekoder, fonte og sprogtone. Det skal ikke være genstand for nyfortolkning, hver gang du eller en anden laver en collage af billeder med Canva, laver en hurtig infografik, en video, en powerpoint præsentation eller you name it…. Hvis du ikke selv, laver dit site, så bed dit webbureau eller din webfreelancer om at lavere farvekoderne og navne på fonte.

Hvornår skal du lade være med at lave mood board?

Eller rettere… hvem skal lade være? Ingen, vil jeg helst skrive. Men det ved jeg selvfølgelig godt er lige lovlig håbefuldt og urealistisk. For der ER startup virksomhedsejere, som ikke vil trives i så loose et setup. Og der ER brands, som bare er et logo, og det er helt fint.

Du skal heller ikke gå igang, førend du har styr på forretningsplanen. Læs evt. step 3, hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener. Startup moodboards er ikke et forretningsudviklingsværktøj. Det er en måde at kommunikere det du vil til din omverden, – og fastholde det for dig selv over tid. Hvis du er voldsomt i tvivl om din forretningsplan holder, skal du heller ikke ty til mood boards som en redningsplanke.

Og nåh ja, mood boards er heller ikke for dig, der ikke gider høre på andre menneskers tanker og ideer. Men så var du næppe kommet helt herned i bunden af dette indlæg :-)

Mere viden og inspiration

Hvis du er interesseret i at læse mere om de almindelige mood boards som bruges til pitch materiale, så kan jeg anbefale creativeblog.com, eller en søgning på tumblr.com, dribble.com eller behance.

Her er en ret fed blog om at lave klassiske mood boards

Om Elisabeth – skribenten her på bloggen

Kommunikationsrådgiver med speciale i branding og PR. Dokumenterede resultater fra interesseorganisationer, myndigheder og virksomheder. Solo-selvstændig med bredt netværk hvor vi spiller hinanden gode gennem respekt for faglighed og ansvarlighed.

Leave A Comment