kvinde læser nyhedsbrevJeg får ofte stillet nogen lunde de samme spørgsmål om nyhedsbreve. Derfor har jeg samlet mine typiske svar her i dette blogindlæg. Det er dog vigtigt, at du ikke kopierer svarene 1:1 ind i din egen hverdag.

Og hvorfor så ikke bare kopiere og komme hurtigere igang med sin emailmarketing eller emailkampagne?

Nyhedsbreve er aldrig ens fra virksomhed til virksomhed. Der ligger et stort arbejde bag at finde den rette målgruppe, opbygge sin emailliste, finde det rette tidspunkt at udsende på osv. Der er også stor forskel på indholdet.

Hvis du leder efter ideer til indhold, vil jeg anbefale sig at slå et smut forbi et af de mest populære indlæg på min blog; nemlig 20 ideer til dit nyhedsbrev uanset din branche

Hvordan skriver man et godt nyhedsbrev?

Et nyhedsbrev er godt, når det skaber værdi for forretningen. Derfor kan ‘god’ betyde mange ting. Typisk måler man succes på antal åbninger af emailen og antal klik på knapper i mailen. Er forretningen en webshop, vil succes ofte blive målt ud fra om nyhedsbrevet evner at gøre læsere til betalende gæster i webshoppen.

Men ‘godt’ kan også være, at du har få men relevante modtagere, som trofast åbner og læser dine mails hver gang.

Selve det at skrive godt handler om at være præcis og bruge nemme ord. Tænk i at variere sætningernes længde. Skriv om emner, som læseren finder relevant, spændende eller meningsfuld. Undgå stavefejl. Brug mange overskrifter, punktopstillinger, illustrationer og lav links til videre læsning.

Her er flere  tips til at skrive så din målgruppe sluger hvert et ord

Hvordan skal et nyhedsbrev se ud?

Hvis du har googlet ‘udseende nyhedsbrev, ‘skabelon nyhedsbrev’ eller lignende. Så ved du allerede, at et nyhedsbrev kan se ud på mange måder. Igen handler det om formål, målgruppe og succeskriterier.

eksempel nyhedsmail

Eksempel på nyhedsbrev fra mig. Klik for at se det hele.

Hvis du kikker nærmere på skabelonerne, vil du bemærke nogle fællestræk. Farverne gør det nemt at forstå, hvornår der sker noget nyt. Der er god kontrast mellem baggrundsfarve og tekstfarve, så teksten er nem at læse på en skærm.

Det vigtigste står først, og det mindst vigtige til sidst. Der er overskrifter, så læseren kan lade blikket glide ned over hele nyhedsbrevet og danne sig et overblik. Hvis du har flere sammenhængende pointer, er de samlet i bullets.

Jeg anbefaler altid at få bygget en nyhedsbrevsskabelon, der kan vokse med opgaven og indholdet. På den måde kan du fastholde en visuel genkendelighed, uanset om mailen er en ordrebekræftelse, en invitation til medarbejderfest, en meddelelse fra direktøren eller noget helt fjerde.

Hvad skal der stå i et nyhedsbrev?

Igen – det afhænger af formål, målgruppe og opgave. Men der er også nogle formelle krav.

Du SKAL oplyse hvem du er, din adresse og dine kontaktinformationer. Der SKAL også være en mulighed for at afmelde sig din emailliste. Reglerne er beskrevet på forbrugerombudsmandens website. Se her.

Hvis du ikke udsender så tit – dvs. mindre end 1-2 gange om måneden – så anbefaler jeg, at du har et fast element om hvem I er, og hvad der er jeres mission. Overvej også at have et fast element hvor abonnenten kan se sit samtykke. Hvornår er det givet? Og hvilke data har I om vedkommende?

Mange emailprogrammer viser iøvrigt første linje fra dit nyhedsbrev sammen med emnelinjen. Vær derfor ekstra omhyggelig med ordvalget i de to sætninger. Det er et yndet test-emne, da ordlyden er afgørende for hvormange der åbner dit nyhedsbrev.

Hvor langt skal et nyhedsbrev være?

Et nyhedsbrev skal have den længde, som indholdet kræver. Det kan sagtens være langt og have mange elementer. Det er altid bedre at have god plads omkring tekst og billeder end at mose indholdet sammen for at forkorte i mailens længde. De fleste mennesker scroller velvilligt, da de små mobilskærme er de fleste menneskers primære valg.

Men prøv at afstemme længden (dvs indholdet) efter din læsers behov og situation. Det er selvfølgelig ekstremt svært at ramme alles behov, så led efter fællestræk i din målgruppes adfærd og forventninger. Et professionelt nyhedsbrevssystem giver dig dataindsigter, som du kan bruge til at planlægge dit næste nyhedsbrev, så det falder i manges smag.

Jeg anbefaler altid at lave små tests, så du langsomt opbygger viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Segmenter din emailliste med tags og vælg et system, der giver dig mulighed for at målrette dine emails.

Måske ønsker du at øge click through rate fra nyhedsbrevet til din webshop. Istedet for et link til oversigten over alle skjorter, så vis din læser 4-6 forskellige skjorter og link direkte ind til varebeskrivelsen i din webshop.

Hvordan undgår jeg, at mit nyhedsbrev opfattes som spam?

Der er en række tekniske krav, indholdskrav og juridske krav, der er med til at afgøre, om dit nyhedsbrev opfattes som spam eller ej.

De bedste nyhedsbrevssystemer har helt styr på det tekniske for dig, så du blot skal følge deres anvisninger. Og det er smart forretning for jer begge.

Det er nemlig i jeres fælles interesse, at deres servere ikke kommer på de internationale antispamlister. Det er som oftest tidskrævende og dyrt for dem at blive fjernet fra listerne igen, og de har jo kun et sted at hente deres omkostninger hjem igen. Det er hos dig, som lejer sig ind på deres service.

Den juridske side af sagen har Forbrugerombudsmanden styr på. Du kan se en gennemgang af regler her, og hente en kvikguide.

Brug for en snak omkring jeres nyhedsbrev? Book en gennemgang med ideer til forbedringer eller book et møde hvor vi sammen lægger en plan for hvordan I kommer godt i gang med et værdifuldt nyhedsbrev. Mine kontaktinfo finder du nederst på denne side.

Om Elisabeth – skribenten her på bloggen

Kommunikationsrådgiver med speciale i branding og PR. Dokumenterede resultater fra interesseorganisationer, myndigheder og virksomheder. Solo-selvstændig med bredt netværk hvor vi spiller hinanden gode gennem respekt for faglighed og ansvarlighed.

Leave A Comment